MB Racing2019-03-19T16:55:21+02:00

MB Racing

Det handler om at udfordre grænserne, udvikle talentet og konkurrere i motorsportsevents på topplan.

Jan Magnussen og Ronnie Bremer har tilsammen mere end 50 års erfaring i international motorsport, og det er denne erfaring, som makkerparret med det nye fællesprojekt MB Racing vil give videre til unge talenter og racerkørere med høje ambitioner.

Teamet har foreløbig indkøbt en fabriksny Mercedes-AMG GT4, som blandt andet vil blive indsat i udvalgte løb i den nationale Special Saloon-serie. Det er desuden forventningen, at MB Racing i løbet af året, med opbakning fra interesserede kørere og samarbejdspartnere, vil kunne stille op i internationale langdistanceløb.

Udvikling af kørere og involvering i e-sport

Foruden at deltage i racerløb, vil MB Racing også rådgive og udvikle kørere via træning i egen simulator samt banetests, ligesom man også med eksterne samarbejdspartnere vil afvikle trackdays. Teamet vil desuden involvere sig i den voksende e-sport og skabe et professionelt hold af unge, dygtige kørere med potentiale på eliteniveau.
Mens Ronnie Bremer vil have en aktiv og operationel rolle i den daglige drift af MB Racing, vil Jan Magnussen, som fortsat har en fuldtidskontrakt hos General Motors og Corvette Racing med fokus på den amerikanske IMSA-mesterskab og 24-timers Le Mans, være tilknyttet som coach og rådgiver på det strategiske plan.

Solidt bagland og kommercielt partnerskab

Drivkræfterne bag MB Racing er lille gruppe erhvervsfolk fra den danske bilbranche, som deler et bankende hjerte for motorsporten og har været direkte involveret i både Jan Magnussens og Ronnie Bremers professionelle karrierer. MB Racing har desuden indgået partnerskab med Commercial Upside, som skal udvikle den kommercielle del af forretningen.

Kontakt Henrik på hh@com-ups.dk for mere info.

Udtalelser

– Vi har i flere år haft idéen om at starte et fælles projekt, hvor vi sammen kan udnytte de kompetencer, vi har skabt os efter så mange år i branchen. Både Ronnie og jeg har gennem vores karrierer altid prioriteret at være synlige på de danske racerbaner, og det får vi også mulighed for med MB Racing. Men vores perspektiv er internationalt. Vi vil udenfor landets grænser, og på lang sigt vil teamet deltage i store løb som 24-timers Le Mans, lyder det fra Jan Magnussen.

– Det er et ambitiøst projekt, men dels kommer der flere og flere unge talenter frem i lyset, og samtidig mærker vi en stigende interesse fra entusiaster, som gerne vil ud og prøve kræfter med motorsporten, men som mangler den fornødne erfaring og vejledning. Det er dét, som vi med MB Racing vil kunne tilbyde. Helt fra træning og coaching i simulator og på bane, til deltagelse i internationale løb i et stærkt, trygt og professionelt setup, siger Ronnie Bremer.

-MB Racing er et spændende projekt, som vi er glade og stolte over at være med til at udvikle, så sponsorater, erhvervsnetværk og øvrige kommercielle tiltag bliver et attraktivt og udbytterigt produkt og forum for erhvervslivet, udtaler ejer af Commercial Upside, Kent Ewert.

KUNNE DU TÆNKE DIG AT KOMME MED SOM GÆST SÅ HAR DU HER MULIGHEDEN FOR AT TILMELDE DIG EN AF DE KOMMENDE NETVÆRKSMØDER I Erhvervsklubben FREM